Børn og blomster

(sponsoreret indhold)

Det kan være svært at finde ud af, hvad man skal tage sig til sammen med sine børn, som er aktiviter både børn og forældre synes er hyggelige. På regnfulde dage især kan det være en udfordring at planlægge nogle indendørs ting, som er rare for alle at lave. I denne artikel bliver der præsenteret et par forslag til kreative aktiviter, som indebærer planter og blomster.

Farvede blomster – gør det selv
Lige nu ser man de pastelfarvede brudeslør alle vegne. Folk kalder dem forårsbebudere og fylder deres hjem med smarte opsætninger med de billede-venlige buketter. ‘Bloggerblomsten’ er den også blevet kaldt, fordi de sociale medier er blevet svømmet over med de fine, små blomster i sart gul, blå og rød. Men hvad ikke alle ved er, at blomsterne er indfarvede. Det vil sige, at brudeslør faktisk er hvid fra naturens side, men at man i dekorativt øjemed har farvet blomsterne.

For at få de smukke farver frem bliver der brugt en masse kemikalier, som ikke er så sunde for dig selv og dine børn. Men faktisk kan du lave den fine buket selv helt uden brug af kemikalier. Det eneste du skal bruge til dette projekt er hvide brudeslør, som der ikke er gjort noget ved, lidt vand og frugtfarve. Det er en simpel og hyggelig proces, som du sagtens kan lave med dine børn.

Der skal snittes et skråt snit i bunden af stilkene og så ellers stille dem i en blanding af frugtfarve og vand. Således suger blomsten farven op og giver bladene den farve, som du har valgt frugtfarven i. Det tager ikke mere end et døgns tid og efterfølgende kan I nyde synet af jeres hjemmelavede buket helt uden kemikalier.

Tørrede blomster
En anden aktivitet som er hyggelig at lave med sine børn, som også indebærer blomster, er at tørre dem. Gå på tur i haven, i en park eller skov og pluk blomster og blade. Gerne blomster fra en hortensia, hvis I kommer forbi sådan en. Når I kommer hjem kan I lægge dem ind mellem nogle hvide stykker papir og så læg dem i pres under noget ting. Bøger plejer at fungere godt. Efter nogle uger har I fine, tørrede blade, som er smukke at lime på papir eller at sætte i en ramme. Dine børn vil elske at have udsmykning på deres værelser, som de selv har været med til at lave sammen med dig.