(sponsoreret indhold)
De sidste par år er antallet af forældrekøb i de større byer steget, og det er ikke uden grund. Det er nemlig umuligt for studerende at finde lejeboliger, og ligeledes er der også lang kø til kollegieværelser og -lejligheder.
Det har fået flere forældre til at kigge på alternative løsninger som f.eks. forældrekøb. Forældrekøb gavner dog ikke bare dine børn, det gavner faktisk også dig. Der er nemlig tale om en langsigtet ejendomsinvestering, der forhåbentlig giver et solidt afkast, når du engang vælger at sælge.
Hvad er et forældrekøb?
Et forældrekøb er kort fortalt en langsigtet investering. Det er, når forældre køber en bolig, som de lejer ud til deres børn. Der kan være mange forskellige grunde til forældrekøb, men de primære årsager er, at det kan være rigtig svært at finde lejeboliger i de større byer, og så er huslejen ofte meget dyr. Derudover er der også en række skattemæssige fordele og typisk en meget lav rente.
Fordelene ved et forældrekøb er bl.a., at du sikrer dine børn et sted at bo, og at dine børn betaler en fastsat leje (som ofte er lavere), og så er det selvfølgelig en nem måde for forældre at foretage en ejendomsinvestering på, da du både sikrer dine børn en pålidelig lejer og lavere husleje.
Hvordan foregår et forældrekøb?
Ligesom med mange andre typer ejendomsinvesteringer foregår det på samme måde, som hvis du købte lejligheden til dig selv. Du finder en ejendom, smider et bud, får det godkendt og bum, så har du investeret penge i mursten.
Du skal dog være opmærksom på, hvorvidt ejerforeningen tillader udlejning. Det er nemlig ikke alle ejerforeninger, der gør dette, og derfor skal du sørge for at kigge vedtægterne grundigt igennem.
Hvis ejendommen gerne må udlejes, er næste skridt at fastsætte en husleje. Det er først og fremmest et juridisk krav, at der eksisterer en lejekontrakt mellem dig og lejer, hvori huslejen er fastsat, men derudover skal huslejen også fastsættes i forhold til den markedsleje, som figurerer i området. Det betyder altså, at du ikke må sætte huslejen for lav, da det kan få konsekvenser for dig som udlejer.
Hvis din søn eller datter lejer hele ejendommen, må han eller hun gerne udleje et eller flere værelser i boligen. Indtægterne fra disse vil som udgangspunkt være skattefrie. Det gælder dog kun, hvis lejen udgør mindre end to tredjedele af den samlede husleje for hele ejendommen. Ligeledes skal I være opmærksomme på, at boligstøtten sandsynligvis nedsættes, og at fremlejekontrakten kommer til at stå i sønnens eller datterens navn.
Forældrekøb kan være en god investering
Der hersker ingen tvivl om, at forældrekøb kan være en rigtig god investering for både dig og dine børn. Langsigtede investeringer har det med at give et solidt afkast, hvis man er tålmodig, slår til på det helt rigtige tidspunkt og generelt har en ejendom i et attraktivt område. Dog kræver langsigtede investeringer også, at du har en solid kapital, og det skyldes især, at forældrekøb i de større studiebyer har opnået en gevaldig popularitet, hvilket har skudt priserne i vejret.