Når kalenderen siger vinter, og temperaturen nærmer sig frysepunktet, eller måske endda går under, gælder det om at finde det varme tøj frem, hvis man skal deltage i udendørs arrangementer. Selvom det ofte er mindre koldt i de store byer som København, Aarhus og Odense fordi bygningerne holder på byens varme, kan det dog stadig være bidende koldt.
Sommerhalvåret er netop på grund af temperaturen og lyset den tid, hvor de fleste udendørs arrangementer og aktiviteter løber af stablen, men også i vinterhalvåret foregår der forskellige ting i København og andre steder. Hvis du eksempelvis er en del af et hold, der uddeler gratis overskudsmad fra supermarkederne, er det nødvendigt at være godt klædt på, i hvert fald hvis uddelingen og forberedelserne foregår udendørs, hvilket de som regel gør.
Frem med skitøjet
Sorteringen og uddelingen af maden kan vare i flere timer, og man kan derfor nå at blive rigtig kold, hvis man ikke har tøj nok på. Selvom det kan virke lidt voldsomt, kan det derfor være en god idé at tage sine skibukser på, for med dem er der næsten garanti for ikke at komme til at fryse. Også en varm vinterjakke er nødvendig og eventuelt en tyk sweater indenunder.
Herudover kan det være dejligt med en hue, særligt hvis det blæser. Hvis hovedet bliver meget koldt, kan man blive træt og utilpas, så selvom man måske ikke normalt bruger hue, kan det altså være værd at finde den frem lige i dette tilfælde.
Varme, solide støvler vil man også blive glad for, når man går rundt og sorterer maden og taler med brugerne, som kommer og henter. Hvis der ikke er blevet saltet der, hvor man står, kan det være glat, og også derfor kan det være praktisk med et par terrængående vinterstøvler, så man ikke risikerer at falde og potentielt komme til skade.